Maleri - Hugin & Munin

Hvad synes I?



Jeg er ikke sikker på at jeg kan lide det, men indtil videre får det lov at leve :D

Lost, but never found.

1. Name something you lost or gave away that can never be replaced.

Ja, her ville det jo være fortvivlende nemt at sige ''min uskyld? Duh ;D' men det synes jeg ville være for plat. Derfor satte jeg mig ned og tænkte, og er kommet på en liste:

1. Min evige, lalleglade positive holdning til livet - den bobbel jeg altid gik i, da jeg var yngre.
2. Min naivitet - jeg ved at det lyder fjollet, men der er sket et eller andet, så jeg bare ikke stoler på fremmede mennesker længere - jeg føler mig helt ekstremt uhøflig, men når nogen fx. skal låne min mobiltelefon, spørger jeg altid 'ja, men kun hvis jeg får den igen?' og jeg mener det rent faktisk. Det er det værste, at jeg ikke kan lade forsvaret falde engang imellem.
3. Min smukkeste the-kop - dette er lidt barnligt, men engang på et loppemarked købte jeg den smukkeste the-kop i verden, med blomster og guldmønstre. Så faldt jeg med den nogle dage senere, og hanken gik af ): RIP thekop!
4. Min lave fraværsprocent, lol! ;D Efter at den steg, var der ikke rigtig noget håb at få den igen.
5. Min tant - jeg ved ikke rigtig om man kan sige at jeg 'mistede' hende, men da hun døde var det helt klart som om der bare manglede noget. Og hun kan helt sikkert ikke erstattes.

Men for at det hele ikke skal blive alt for deprimerende, er her en liste over ting, jeg har fået:

1. Selvstændighed - jeg er ikke afhængig af andre mennesker længere, well, i det mindste ikke i så ekstremt grad som jeg var tidligere. Men det er vel bare et skridt i retning af at blive det, de andre kalder for 'voksen' (:
2. Min lillesøster - hun kan helt sikkert IKKE erstattes, og jeg håber aldrig at jeg mister hende!
3. Kærlighed. Jeg har fået masser og masser af kærlighed gennem årerne, og det er jeg meget taknemmelig for (: Det kan være at personen(erne) ikke er der mere, men mindet om det, de var engang, lever i bedste velgående. Selvom man mister en, fx. en kæreste, og man ikke føler noget positivt i den retning længere, synes jeg aldrig at man skal fortryde nogen ting man har gjort eller sagt, hvis det er et godt minde - selv om det så smerter at tænke tilbage på. For det er jo stadig kærlighed, selvom det ikke gælder længere. For i sidste ende er det jo minderne der har den eneste egentlige værdi.
4. Og for blot at fuldende rækken af klichéer, vil jeg nævne chancen - jeg har fået så mange chancer, igen og igen, hver gang jeg har fejlet, så har man givet mig en chance til, og det er jeg taknemmelig for.
   Gud, det er lige før at det lyder helt religiøst, det her.

Anyway, det var det første af listen (: Jeg synes selv at jeg har fået noget ud af det. Jeg ved ikke med andre, men lige nu skriver jeg jo også mest til mig selv ;D Godmorgen!

En lille morgen-melodi:

Ja, han har pagehår. Ja, han er fra Holland, og ja, det er en lut han spiller på. Men udøver det, så er han bare fantastisk dygtig.

Youtube, kawaii nails & dreadlocks

Hej! Længe siden :D
Jeg har lige uploadet denne video til youtube, og tænkte at jeg ville vise den her også:



For ja, jeg er ved at få dreadlocks :D Jeg er simpelthen så glad for det, tror ikke jeg har været så glad for mit hår siden jeg fik sidecut <3

Og mine kawaiinails fra www.nevertoomuchglitter.etsy.com ankom sidste fredag, og det er virkelig noget af det sødeste og mest nuttede jeg nogensinde har set :D De kom i et brev med Hello Kitty-frimærker, typisk Japan ;D
Jeg kunne se at postvæsenet havde haft pakken åben - jeg kunne bare ikke lade være med at grine lidt for mig selv, da jeg tænkte på hvad de må have tænkt, da de så dens indhold ;D

"Uuha, en nuttet pakke fra Japan med Hello Kitty på, det må være terrorister!
...
Hvad... Er det negle?"

Jeg og min hjerne har det rimelig sjovt sammen ;D

En trist besked: Vores kanin Zelda har været gravid i et stykke tid, men pludselig virkede hun tyndere, og var også gået over tid, men vi kunne bare ikke finden nogen unger. Her i går morges lå der så pludselig 7 små kaninunger i buret - hun havde åbenbart haft dem gravet ned i en uge i en jordtunnel, og så kastet jord ovenpå dem igen. Men noget må være sket, for en efter en holdt de bare op med at trække vejret. Det hele var virkeligt trist, og min lillebror som er meget nem at påvirke, gik det hårdest ud over.
Indtil at det viste sig at to af dem stadig levede! Vi tog dem ind og vaskede dem, og de begyndte også at sige lyde - men man kunne godt se på dem at de ikke have langt igen, da kaniner på deres alder helst skal være runde og lidt tykke, men de var helt rynkede og indsunkne.
Vi lagde dem ud til Zelda i håb om at hun ville give dem mælk, men hun ville ikke rigtig kendes ved dem.
Og her til morgen var de to overlevende døde... ): Der er virkelig gravstemning i huset.
Hvil i fred, små kaninunger <3

Jeg lader mit indre blomsterbarn tale.

Jeg har noget, der ligger mig meget på sinde.
Hør her:

Naturen er ikke en ekstra feature i den store plan, den ER den store plan. Den plan, som ikke findes. Naturen er stærkt undervurderet, og det er ikke kun det overfladiske, man skal tænke på, når man siger naturen, men mere alt det, den står for: Det sidste menneskelige i os, de sidste træk vi har tilbage fra urtiden. Naturen symboliserer alt det, vi som mennesker ikke bør forråde, men som vi alligevel fornægter i al vores dagligdag, gennem kunstig mad, kunstigt tøj, kunstigt udseende, kunstigt sind. Vi forråder os og hinanden når vi vender naturen ryggen. For vi er alle forbundne til hinanden og i sidste ende, for ikke at sige begyndelsen, især til vor jord. Det hele er én cyklus, du altid indgår i, i alle dine valg. Men de valg, som de fleste mennesker i dag tager, bringer uorden i cyklussen, og forstyrrer freden totalt.

Grunden til at jeg mener at vi forråder os selv er, at vi alle skal huske på, at vi er en del af et større fællesskab. Det er den eneste guddom. Det er selvfølgelig op til den enkelte at finde sin egen mening med livet, men den sti, som mennesket er ved at bevæge sig ud på i den vestlige verden, er helt skæv. Og jeg er selv en del af den, det skal jeg ikke være sen til at indrømme. Men jeg véd dog, at det i sidste ende vil føre til min egen undergang... Og ved de fleste egentlig ikke også det, et eller andet sted? At denne 'individualisering' til sidst vil ende med at gøre os alle blinde for hinanden? Så vi ender med at famle fortabte rundt, støttende os til grå, ru betonvægge, der ikke giver os den kærlighed vi har brug for. Måske betale sig til en fortabt dukke, en slags standpost på grænsen til sindssygen. Måske vil det blot virke fremmende på selvsamme.
Vi kan ikke finde hinanden, hvis vi fortsætter på denne måde. Alle midler bliver nærmest taget i brug, for at vi skal overbevise hinanden om at den voksende fremmedgørelse ikke finder sted. Vi tager på caféer og siger 'nej, hvor var det hyggeligt', men inderst inde var det eneste vi tænkte på under besøget, hvordan man mon kunne finde på et påskud til at slippe væk. Det er selvfølgelig ikke alle man har det sådan med, men oplever at det er flere og flere. Måske fordi vi lige pludselig har 345 bekendte, men kun to tætte venner? Man skal jo hele tiden sørge for at holde kontakt med hende der fra kurset, og samtidig lige sørge for at lægge de rigtige billeder ud på sin profil, så man gør det rigtige indtryk på eventuelle besøgende. Man ved jo aldrig. Og hvem bryder sig om at tabe ansigt?

REMEMBER YOUR ROOTS

Spot on: The Requiem

I dag vil jeg lige skabe et fokus på et podcast og en dj, jeg har hørt i snart to år.
Eller, hørt og hørt, det eneste han gør, er jo at mixe musik sammen, tænker du vel. Aber nein!
Daniel Ford, eller DJ Count laver podcasts, hvor han promovere ny musik fra den elektroniske, sortklædte undergrund - og han er forbandet god til det. Der er så mange bands, jeg ikke ville kende til, hvis det ikke havde været for hans mixes.
_____________________________________________________________

Gå til hans website www.therequiem.net og lyt til de forskellige episoder, eller download dem som podcasts på iTunes - søg efter The Requiem: Industrial Club Podcast.

___________________________________________________________

Det er et podcast jeg har nydt - som i virkelig været helt utrolig glad for - da det bare er så rart at have noget ved hånden, man kan gå og lytte til, imens man støvsuger eller laver lektier eller whatnot. Istedet for at høre den samme sang med Tom Waits igen og igen (no offence, Tom Waits er nice) så kommer man til at høre noget nyt, man ikke er stødt på før - og man keder sig aldrig!

Desuden er der ind i mellem specielle episoder, hvor der er en helt anden genre i fokus, det være sig neofolk, klassisk eller gothrock. Det er fantastisk.

Dette er ikke bare endnu en selvudnævnt dj der promovere sig selv ved at smide nogle sange oveni hinanden, der alle lyder ens.

Dette er echte deutsche kvalität! :D
__________________________________________________________

Facebook-side: http://www.facebook.com/pages/DJ-Count/88819404556

Kys og kram fra Anna!

Cyberloxxxx

Mit nye hår! :D Plus enormt seje headphones - dog kun lånt, but whatevs ;D

Jeg ved egentlig ikke hvordan jeg har det med at det er cyberlox... Jeg foretrækker at kalde dem tubular crin, for jeg synes at det er noget PJAT, at man er 'cyber' hvis man har dem i ;D Jeg kan bare godt lide så flot de skinner (:
(de er flettet i)

Okay, meget kort post... Ligemeget, det er onsdag, hvilket vil sige at det snart er fredag! Hurra for det.
Og lige om lidt skal jeg over til Helene, og så tror jeg da nok at vi tager i biografen ;D Vi skal se The King's Speech, og jeg glæder mig faktisk (: Colin Firth og Helena Bonham Carter i samme film? Yesh!

 - Krammerlammer herfra <3

Insomnia

Jeg har en af de der nætter, hvor jeg bare virkelig ikke og på nogen måde kan sove.
Normalt plejer det at hjælpe at skrive, men i dag (nat?) er det som om, at det er noget andet, der presser på. Noget der bare bygger op, og må UD. Jeg hader når det sker, for det værste ved det er jo, at jeg ikke har en ærlig kinamands anelse om, hvad det kunne være. Måske det er fuldmånen? I går var det trods alt den dag på året, hvor det er størst. Det fortalte Nicolej mig, og ja, jeg syntes at det var lidt små-romantisk; så tøset er jeg.

Men tilbage til skriveriet - jeg har en drøm. I have a dream. A dream in a dream in a dream in a dream in a... INCEPTION fuck yeah C:
Jeg beskrev tidligere i dag i en mail til en ven, hvad det at skrive er for mig - du får et citat...

"Selvfølgelig bliver jeg ved med at skrive - det er lidt min måde at få udløsning på, nu jeg ikke kan få det ad den naturlige vej, eftersom jeg er en pige. Og ikke en fyr. Man kan på en eller anden måde beskrive skriveprocessen som elskov med sig selv (men ikke onani) på en eller anden måde med sit andet jeg, og så afslutningen er den endelige orgasme og udtømning af sæd. CHRIST jeg er ulækker. Men det er nu engang sådan jeg ser det, eftersom at mine historier er mine små børn, produkter af min... Litterære (ikke-eksisterende?) frugtbarhed. Yes sir. Kan du følge mig?"

...og efter at have trykket 'send' havde jeg bare lyst til at skrige højt, så mailen blev u-sendt, og så gøre den om, i en stueren udgave. For hold da op, hvor ser det bare vulgært ud, og jeg skammer mig faktisk lidt... Men så bagefter tænkte jeg, at ja for pokker, det er jo sådan at jeg har det med det! Så må jeg bare stå ved, at jeg er en pervers stodder. Længe leve kvindelige creepers.

Har fået nyt hår - ikke blot dreads, men også cyberlox røg der ind. Putter et billede op så snart som muligt, efter opfordring fra en veninde - skal bare lige have grejlet et kamera, eftersom at min fantastisk gode kamera blev stjålet til en fest (som jeg holdt )': )

Nu vil jeg gå i seng, og håbe på det bedste - og krydser fingrer for, at jeg kommer op i morgen... Pøj pøj så længe (: