Jeg lader mit indre blomsterbarn tale.

Jeg har noget, der ligger mig meget på sinde.
Hør her:

Naturen er ikke en ekstra feature i den store plan, den ER den store plan. Den plan, som ikke findes. Naturen er stærkt undervurderet, og det er ikke kun det overfladiske, man skal tænke på, når man siger naturen, men mere alt det, den står for: Det sidste menneskelige i os, de sidste træk vi har tilbage fra urtiden. Naturen symboliserer alt det, vi som mennesker ikke bør forråde, men som vi alligevel fornægter i al vores dagligdag, gennem kunstig mad, kunstigt tøj, kunstigt udseende, kunstigt sind. Vi forråder os og hinanden når vi vender naturen ryggen. For vi er alle forbundne til hinanden og i sidste ende, for ikke at sige begyndelsen, især til vor jord. Det hele er én cyklus, du altid indgår i, i alle dine valg. Men de valg, som de fleste mennesker i dag tager, bringer uorden i cyklussen, og forstyrrer freden totalt.

Grunden til at jeg mener at vi forråder os selv er, at vi alle skal huske på, at vi er en del af et større fællesskab. Det er den eneste guddom. Det er selvfølgelig op til den enkelte at finde sin egen mening med livet, men den sti, som mennesket er ved at bevæge sig ud på i den vestlige verden, er helt skæv. Og jeg er selv en del af den, det skal jeg ikke være sen til at indrømme. Men jeg véd dog, at det i sidste ende vil føre til min egen undergang... Og ved de fleste egentlig ikke også det, et eller andet sted? At denne 'individualisering' til sidst vil ende med at gøre os alle blinde for hinanden? Så vi ender med at famle fortabte rundt, støttende os til grå, ru betonvægge, der ikke giver os den kærlighed vi har brug for. Måske betale sig til en fortabt dukke, en slags standpost på grænsen til sindssygen. Måske vil det blot virke fremmende på selvsamme.
Vi kan ikke finde hinanden, hvis vi fortsætter på denne måde. Alle midler bliver nærmest taget i brug, for at vi skal overbevise hinanden om at den voksende fremmedgørelse ikke finder sted. Vi tager på caféer og siger 'nej, hvor var det hyggeligt', men inderst inde var det eneste vi tænkte på under besøget, hvordan man mon kunne finde på et påskud til at slippe væk. Det er selvfølgelig ikke alle man har det sådan med, men oplever at det er flere og flere. Måske fordi vi lige pludselig har 345 bekendte, men kun to tætte venner? Man skal jo hele tiden sørge for at holde kontakt med hende der fra kurset, og samtidig lige sørge for at lægge de rigtige billeder ud på sin profil, så man gør det rigtige indtryk på eventuelle besøgende. Man ved jo aldrig. Og hvem bryder sig om at tabe ansigt?

REMEMBER YOUR ROOTS